Ny direktør hos VL Staal a/s

Anni Dressø er tiltrådt stillingen som administrerende direktør hos VL Staal a/s den 1. oktober 2018.

Anni har arbejdet inden for forretningsudvikling og optimering på strategisk og internationalt niveau gennem de seneste mange år, hvilket giver hende en solid industriel og ledelsesmæssig erfaring.

Uddannelsesmæssigt har Anni bl.a. en executive MBA fra AVT Business School, en six sigma green belt certificering og en strategisk efteruddannelse fra Ashridge Management College i England. Hertil kommer en omfattende erfaring indenfor områderne salg og marketing, forandringsledelse, produktudvikling, markedsopbygning, lean samt medarbejder- og organisationsudvikling.

Anni Dressø udtaler:

“ VL Staal er en professionel aktør på markedet for industriskorstene, stålkonstruktioner og underleverandørarbejde. Vi har mange års erfaring med design, konstruktion og montage og en meget kompetent kundefokuseret organisation.

Markedet er præget af høje kvalitets- og dokumentationskrav kombineret med stadigt stigende forventninger til turnkey leverancer.

VL Staal er godt gearet til at imødekomme disse kundekrav, og jeg ser frem til sammen med vores stærke organisation fortsat at fokusere på markedets og kundernes krav og behov med henblik på løbende at optimere måden hvorpå vi arbejder, for på den måde at kunne skabe værdi for kunden. ”